Orientering om Shanghai

Med en befolkning på over 14 millioner mennesker, der bor i et område på størrelse med Sjælland, er Shanghai Kinas største by. I selve byområdet på 800 km2 (på størrelse med Lolland) bor der omkring 8 millioner mennesker.

På gamle landkort fra Kina findes Shanghai slet ikke, og byen var stadig kun en mindre
handelsby, da briterne efter opiums- krigen mod Kina i 1842 fik åbnet adgang til Shanghai og en række andre havnebyer på Kinas østkyst. Men kombinationen af udenlandske og kinesiske forretningsfolk og Shanghais strategiske placering ved Yangtze-flodens munding gjorde i løbet af få år Shanghai til Kinas største havne-, insustri-, og handels- og finansby.

Samtidig var Shanghai i de 100 år, by-kernen blev styret af udlændinge, en fristad for kinesere, der havde andre opfattelser inden for kultur og politik, end det der gjaldt i det store omkringliggende kinesiske rige. Shanghai var som en magnet, der tiltrak mange dygtige kinesere fra hele landet. Alt dette gav Shanghai en klar førsteplads i Kina på en lang række områder.

Det er denne førerposition, Shanghai igen stræber efter.

I årene efter kommunisternes overtagelse af magten i 1949 blev Shanghai bevidst skubbet i baggrunden. Byen fik ikke megen andel i sit eget produktionsoverskud. Først 10 år efter åbningen af Kina for økonomisk samarbejde med udlandet i 1979 fik Shanghai igen mulighed for at udnytte sit kommercielle potentiale. Det er i dag Kinas erklærede politik, at Shanghai skal genindtage sin plads som Kinas handels- og finanscenter.

Atter kører maskinerne på fuldt tryk, og atter bygges der nye veje, boliger, kontorbygninger, fabrikker og broer, som skal sikre Shanghais førerplads i det 21. århundrede, ikke blot i Kina, men ifølge de mest ambitiøse i hele Østasien.

Shanghais politiske rolle

Shanghai har ligesom byerne Beijing, Tianjin og Chongqing status på lige fod med Kinas 22 provinser og 5 autonome områder. Byen selv består af 13 bydistrikter, 6 landdistrikter og det før motalte Pudong-område.

Politiske iagttagere har hæftet sig ved, at antallet af Shanghai-politikere, der er steget til tops i Beijing, og - som en konsekvens heraf - Shanghais rolle på det lands- politiske plan, atter er blevet styrket på bekostning af bl.a. det sydlige Kina. Mens den økonomiske udvikling i 80'erne var præget af væksten i det sydlige Kina, er det Shanghai, der går forrest i 90'erne. 

Antallet af top-ledere i Beijing, der på den ene eller anden måde har deres udgangspunkt i Shanghai, er blevet så markant, at man undertiden taler om Shanghai-kliken, eller i det mindste Shanghai-lobbyen. Denne gruppe tæller bl.a. præsident Jiang Zemin, vice-premierminister Zhu Rongji samt vice- og uden-rigsminister Qian Qi Chen.

De elementer fra udviklingen og målsætningerne i Shanghai, der hermed genfindes på landsplan i det nuværende Kina, er ønsket om en kraftig, men styrbar økonomisk vækst; en moderat, men styrbar politisk frihed; en aktiv, men kontrollabel åbning mod de vestlige lande; og endelig en pragmatisk og realistisk holdning til tingene, uden alt for store drømmeagtige visioner.

Shanghais lokalregering vil også fremover satse på at leve op til forventningerne om, at Shanghai og Pudong skal være drage- hovedet, dvs. det økonomiske lokomotiv, for hele Yangtze-regionen, og dermed bane vej for en økonomisk vækst, der på sigt skal komme hele Kina til gode.

Sammenfattende er det klart, at Shanghai fortsat både ønsker og er i stand til at leve op til forventningerne om, at Shanghai atter skal indtage sin plads som Kinas førende by inden for handel, industri, finans og transport i partnerskab med Hong Kong i syd.